Når det svære ikke er vores hunde, men omgivelserne.
De fleste forestiller sig, at det svære ved en reaktiv hund er selve adfærden.
Men i hverdagen, i sociale sammenhænge og ude i verden er der ofte noget andet, der fylder lige så meget: at sige nej.
At sige “nej” er det absolut vigtigste værktøj i vores værktøjskasse som hundeejer til en reaktiv hund. Men det kan være sværere, end man tror.
Når det føles forkert
Vi oplever det alle sammen, nogle mere end andre.
Man går tur med sin hund, og en forbipasserende hundeejer spørger, om hundene skal hilse. Eller også dukker der en løs hund op, og ejeren råber fra afstand: “Den gør ikke noget.”
Det kan også ske, at nogen bare synes, din hund ser sød ud, og vil klappe den. Måske spørger de om lov. Måske rækker de bare hånden frem.
Det er også velkendt for mange, at der deles velmenende råd ud på træningspladsen lørdag formiddag:
“De skal bare lige hilse.”
“Du skal bare slappe af, din stress går lige i snoren.”
“Det skal bare trænes.”
Eller den mere stille, usynlige version:
Man kan mærke, at det føles forkert. Men man gør det alligevel.
For det kan være hamrende svært at sige nej.
Vi siger ja, men vil egentlig sige nej
Mange hundeejere ender med at overhøre deres mavefornemmelse, og dermed overskride deres reaktive hunds grænse.
Ikke fordi de vil. Men fordi det kan være socialt svært at gøre andet.
Problemet med det er bare:
Vores hunde forstår sig ikke på sociale spilleregler blandt mennesker. De mærker vores handlinger.
Og hver gang vi kommer til at sige ja til noget, der presser vores hunde, risikerer vi at forstærke den reaktive adfærd.
At sige nej er ikke pylret eller uforskammet
At blive klandret for at være pylret, overbeskyttende, sensitiv – kært barn har mange navne – er der mange hundeejere, der må stå model til.
Men det er et perspektiv, der skal vendes rundt.
At sige nej på hundens vegne er ikke:
Uhøfligt. Overbeskyttende. At give fortabt.
Det er at tage ansvar for den hund, man står med.
At forebygge eskalation. At skabe tryghed (specielt for din hund).
Vi siger ikke nej til nogen.
Vi siger nej for vores hund.
Hunden har ikke en (socialt acceptabel) stemme, det har vi
Vores hunde kan ikke forklare, at de er pressede. De kan ikke bede om afstand på en socialt acceptabel måde, som alle forstår.
Det er her, reaktivitet opstår.
For jo, hunden har en stemme, den kommunikerer faktisk meget og gerne – men det foregår på en måde, som omgivelserne ofte misforstår.
Når vi siger nej på vores hunds vegne, oversætter vi dens behov for omgivelserne.
Hvad sker der, når vi begynder at sige nej?
Der sker noget interessant, når vi begynder at sige nej på vegne af vores hunde.
Vi reagerer tidligere end før i situationer, der føles forkerte. Vi havner i færre konflikter – med både hunde og mennesker. Vores hunde får færre overvældende oplevelser.
Vi finder selv mere ro – og det smitter!
Det ændrer selvfølgelig ikke alt fra den ene dag til den anden. Men det ændrer retningen, og sætter skub i en positiv proces.
Sådan kan et “nej” se ud i praksis
Et nej behøver ikke at være dramatisk, kontant eller uvenligt. Og det behøver sjældent en forklaring.
Det kan være:
“Vi springer over i dag.”
“Min hund har brug for afstand.”
“Vi træner noget andet i dag.”
Eller et simpelt smil, og en bue udenom.
Min forrige hund var særdeles reaktiv, og desværre var han samtidig lidt af et tilløbsstykke. Jeg praktiserede gerne et “nej tak,” efterfulgt af venligt smil og et “men tak fordi, du spurgte først.”
Det fik jeg sjældent negativ respons på. Og skulle det ske, så mindede jeg mig selv om, at jeg ikke skyldte dem adgang til min hund, og at deres respons afspejlede deres egne følelser.
Den dårlige samvittighed
Trods alle de gode grunde man har til at sige nej, kommer den næsten altid alligevel: den dårlige samvittighed.
Den kommer fordi, man ved at sige nej til en tilsyneladende venlig forespørgsel, går imod et socialt indlært koncept: imødekommenhed.
Vi vil gerne være venlige, fleksible og nemme at omgås.
Men her er det vigtigste at minde sig selv om:
Den dårlige samvittighed er ikke et tegn på, at det at sige nej er forkert.
Det er et tegn på, at vi er venlige og socialt omgængelige, men det til trods, værner om vores reaktive hunds interesser først.
Do’s and dont’s
Do:
- Lyt til din mavefornemmelse
- Vælg situationer med omtanke
- Prioritér din hunds tryghed over andres forventninger
- Forbered dine “nej-sætninger” for forhånd
Dont:
- At give lange forklaringer
- At undskylde for dine valg
- At presse din hund for at undgå akavethed
- At vente med at reagere, til reaktionen er opstået
Det handler ikke om at undgå verden
At sige nej betyder ikke, at vores hund aldrig skal møde noget svært eller udfordrende.
Det betyder, at vi vælger hvor, hvornår og hvordan.
Jeg sagde som udgangspunkt nej til, at forbipasserende uden hund måtte hilse på min forrige hund. Enkelte gange sagde jeg ja – det kom med årene, at jeg lærte at vurdere, om det var sikkert og ville blive en god oplevelse for alle parter.
Jeg sagde altid nej til forbipasserende med hund og børn i alle aldre. Sådan udvikler det sig ofte: at man lærer at nogle situationer altid er et nej, mens andre er en vurdering i situationen.
Det tager tid, og hunde modnes og ændrer sig gennem livet, men det kommer i sidste ende ned til en forskel på at blive overvældet, og at blive guidet.
Har du brug for en sparringspartner?
Når vi lærer at sige nej og advokere for vores hund med god samvittighed, sker der noget vigtigt: vi finder ro, og det smitter til vores hund.
Når vi finder ro bliver vi trygge, og når vi er trygge, kan vi udvikle os.
Hvis du synes det er svært at navigere i, hvornår du skal sige “ja” og “nej” i hverdagen med din hund, så kontakt mig gerne. Så kan vi sammen finde en retning for dig og din hund, som bygger på grænser med god samvittighed.
