Vi vokser op med fortællingen om, at det at have hund, er en stor glæde. Desværre er det ikke altid virkeligheden. Det kender jeg selv alt for godt.
Inden vi får vores drømmehund, ser vi billederne for os: Den glade hund, der løber løs på stranden, mens vi selv går med en kop kaffe i hånden og nyder livet. Den milde kammerat, der gør os følgeskab på ture i skoven. Den godmodige vogter, der sover i fodenden og hilser børnene og deres venner velkommen, når de kommer hjem fra skole og børnehave.
Men så står du der. Med en hund, der gør af alt, der bevæger sig. En hund, der gør gåturen til en taktisk øvelse i at undgå andre mennesker. En hund, der ikke kan finde ro, når der kommer gæster. En hund, der ikke bryder sig om børn.
Og midt i kaosset opstår der en følelse, som vi sjældent taler højt om: Sorg.
Det er ikke forbudt at være skuffet
Sorg kan se ud på mange måder.
Mange hundeejere skammer sig over at føle de følelser, der gør sorgen følgeskab. Man tænker måske: “Det kunne være meget værre”, eller “det er jo bare en hund, den kan ikke gøre for det,” eller “jeg må være en dårlig hundeejer, når jeg ikke kan styre min egen hund.”
Men stop lige et øjeblik, og lad mig være helt ærlig: Det er en reel sorg at miste det billede, du havde i hovedet af dit liv med din hund. Og det er sjældent, at din hunds reaktivitet er et udtryk for dine evner som hundeejer.
Du havde glædet dig til en hverdag hvor du og din hund skulle skabe minder og dele livet, og når virkeligheden ser anderledes ud, er det menneskeligt at mærke et savn og føle sig snydt.
Sorgen handler ikke om, at du ikke elsker din hund. Den handler om, at din hunds reaktivitet har begrænset din (og din hunds) frihed og ændret præmissen for jeres samvær.
Og det er okay at sørge over de ting, I ikke kan.
Samtidig er det også vigtigt at tage en beslutning. Hvis beslutningen er, at din hund skal bo hos dig, så venter der en ny virkelighed på jer, og den kan sagtens vise sig at være lige så givende som den, du troede, I skulle leve sammen.
Accept er ikke det samme som at give op
Når vi taler om at acceptere sin reaktive hund, er der ofte en misforståelse af, at det betyder, at man bare skal lade stå til. At man “giver op”.
I min optik er det præcis det modsatte. Accept er den største kærlighedserklæring, du kan give din hund.
Forud for accept er forståelse. Efter accept, følger handling og en fremtid, hvor mulighederne ikke er færre, bare anderledes.
Når du stopper med at kæmpe imod den hund, du har, for at forsøge at tvinge den ind i rammen af den hund, du ønskede dig, så begynder en ny fase: Livskvalitet.
Accept betyder at sige: “Min hund er reaktiv, og det er præmissen for vores liv lige nu. Hvordan kan jeg skabe det bedst mulige liv med de vilkår, vi har?”
Jeg har, som nævnt, været der selv. Og det er det, jeg kan hjælpe dig med.
Fra “projekt” til “makker”
Når vi holder op med at se vores hund som et “projekt”, der skal fikses, kan vi begynde at se hunden, der står foran os.
Måske din hund ikke er en oplagt kandidat til ture i offentlige hundeskove, men den har én rigtig god ven den kan tumle rundt med i en hundeskov, der kan bookes privat?
Måske kan den ikke stå model til at hilse på fremmede mennesker, men er verdens bedste makker på en stille skovsti kl. 06 om morgenen?
Måske er jeres “succes” ikke, at din hund kan gå pænt forbi andre hunde, men at I to har fundet en måde at være sammen i verden på, hvor begge parter trives?
Din hund er ikke ødelagt, og du er ikke en fiasko
Din hund er et individ med sit helt eget indre liv. Din hund har ikke de kvaliteter, du troede, den havde, eller også har den dem, men de skinner ikke igennem fordi hverdagen byder på flere nederlag end sejre i øjeblikket.
Du er en hundeejer, der står med en kompleks hund i en svær situation, og som fortjener at finde ro i hverdagen. En hverdag der gør det muligt at glædes over livet med en hund – også en reaktiv én af slagsen.
En anderledes tilgang til din hund
Mange hundeejere med reaktive hunde har i en eller anden grad forsøgt med træning for at afhjælpe den del af hundens adfærd, der gør hverdagen udfordrende.
Hos Caninor har jeg en anden indgangsvinkel: jeg ser på, hvordan hverdagens udfordrende elementer kan gøres mere spiselige for din hund (og dermed også dig).
Lad os tage et skridt ad gangen og flytte fokus fra det, der mangler, til det, der faktisk er, og hvordan vi gør det liv så rart som overhovedet muligt.
Hvis du ønsker en hjælpende hånd på vejen, så tøv ikke med at række ud.
